Borger glider ud af kørestolen. Hvad gør jeg?

mar 25, 2020Demens, Geriatri, Neurologi, Kørestole, Lejring og siddestilling

Skrevet af: Kasper Feldt, ergoterapeut med bred erfaring inden for neurologi

Dette indlæg er det første i en serie om borger og kørestol. Indlægget her har fokus på hofte- og knævinkler og borgers placering i kørestolen.

Hvorfor glider borger ud af kørestolen?

Der kan være mange årsager til, at borger glider ud af sin kørestol. Her får du et forslag til test, som giver dig viden om borgers muskulære ressourcer. Dine observationer af borger sammenholder du efterfølgende med opbygningen af borgerens kørestol.

Stive hofter

En af de ting, jeg som terapeut og konsulent undersøger hos borger, er i hvilken grad, borger kan opnå en 90 graders hoftevinkel. Denne undersøgelse bør hvis muligt foretages med borger rygliggende i sin plejesengseng.

Sørg for, at plejesengen er indstillet til en passende arbejdshøjde for dig som undersøger. Kan borger selvstændig flektere over hofte, så beder jeg borger gøre det. Kan borger ikke selvstændig genere muskeltonus nok til at skabe den fleksion, går jeg ind og assisterer eller overtager bevægelsen, afhængigt af behovet. Med et godt håndgreb skaber jeg en passiv bevægelse mod en hoftefleksion på 90 grader. Nu mærker jeg efter, om der modstand i bevægelsen. Eller om der er total udelukkelse af bevægelse. Det er vigtigt, at du er opmærksom på udtryk hos borger. Specielt hos borgere, der kun kan kommunikere nonverbalt. Notér dig, om borgeren giver udtryk for ubehag eller smerte.

Jeg forholder mig til 90 grader hoftefleksion, da størstedelen af alle stole har en naturlig ret-vinkel indstilling mellem siddefladen og stolerygge. Det gælder uanset, om det er spisebordsstole eller en standard kørestol.

Hvis man som kørestolsbruger ikke kan opnå 90 graders vinkel mellem lårben og hofte og alligevel bliver placeret i en ikke-tilpasset kørestol, så sker der helt naturligt dét, at bruger søger ud i en stilling, som er mere behagelig. Og søgen efter komfort, der resulterer i, at borger glider frem og ud af kørestolen.

Stive baglår

Når jeg ved, om kørestolsbrugeren kan lukke i hoften, så flytter jeg mit fokus til knæets evne til at flektere og ekstendere. Hos den immobile kørestolsbruger ses ofte kontraktur af fx væv eller spasticitet*.

Med et godt håndgreb forsøger jeg at skabe bevægelse over knæ. Jeg er især interesseret i at få tydeliggjort, om det skyldes udfordringer i det vævet bag ved lårknoglen. Kan der konstateres kontraktur eller spasticitet i vævet, så skal der måles i hvilken grad, borger kan ekstendere over sit knæ.

Jeg er interesseret i, om borger kan ekstendere tilstrækkeligt for at kunne tilpasse den fod- og lægstøtte, som borger har til rådighed på sin kørestol. Forestil dig, at du har en ”for åben” vinkel på fodstøtten i forhold til, hvad det stramme væv på baglåret tillader. Den åbne vinkel vil unægteligt ”kræve”, at noget andet skal flytte sig. Ofte er det bækkenet, hvor vævet fra baglåret hæfter, der må give efter for det store træk. Med det resultat, at borger glider frem og ud af kørestolen.

For at opsummere er stive hofter og stive baglår to forhold, du skal undersøge og forholde dig til, når du søger forklaringer på, at borgeren glider ud af sine kørestol.

Andre årsager til, at borger har svært ved at sidde i sin kørestol, kan være problemer med respiration, tryksår, hyper- og hyposensibilitet med mere.

Inden du går dybere og undersøger andre problematikker, kan du dog relativt hurtigt få tydeliggjort, om det er kontraktur og eller spasticitet i baglår og hofte, der gør, at borger glider ud af sin kørestol.

Definition

*Definition af spasticitet
Forstyrret sensomotorisk kontrol som følge af en øvre motorneuronlæsion visende sig ved intermitterende eller vedvarende spontan/ufrivillig aktivering af muskler (Kilde: Neuro.dk)